”Jeg kan ikke høre skud. Jeg kan høre, at det er frostsne, vi løber i, og jeg kan høre min egen gispen efter vejret. Og jeg kan se vejen åbne sig mellem husene, sneen bliver som fejet bort af en himmelsk hånd. Jeg kan se poplerne og landevejen. Jeg stormer ud ad den og føler, at mine fodsåler bliver hængende i hvert skridt. ”Løb!” stønner far bag mig, og jeg begynder igen at tænke og løber fra den flade landevej ned ad skrænten mod floden, for at de ikke bare kan stå og skyde os i ryggen.”