Deltagelse med UNI-Login

Bibliotekerne har mulighed for at indgå aftale om at give kommunens skoler adgang til eReolen GO via UNI-login.

Bemærk: Materialet på eReolen GO er kun beregnet til lystlæsning. Det er Ikke rettighedsklareret til undervisningsbrug, og derfor må skoler ikke bruge materialet på eReolen GO fx som klassesæt.

 

Hvordan bliver en skole tilmeldt UNI-login på eReolen GO?

  • Til skoler: Er du medarbejder på en skole, der ønsker at kunne anvende UNI-login på eReolen GO? Så kontakt dit lokale bibliotek for nærmere information. Du finder kontaktinformationerne på dit kommunale biblioteks hjemmeside.
  • Til biblioteker: For at kunne tilbyde kommunens skoler UNI-login på eReolen GO, skal der indgås en aftale med Publizon. Hvis ikke biblioteket allerede har en aftale med Publizon, skal I kontakte support@publizon.com for at få indgået en aftale. Der kan indgås én kontrakt pr. kommune og biblioteket må internt i kommunen afklare finansieringen af skolebørnenes forbrug. Når aftalen med Publizon er indgået, tilmelder I en skole ved at sende skolens navn og institutionsnummer til Barbara Rugholm ([email protected]).


Hvad koster det at blive tilmeldt UNI-login på eReolen GO?

Det koster ikke bibliotekerne noget at tilbyde login med UNI-login på eReolen GO til kommunens skoler, men bibliotekerne betaler for de lån, der foretages af eleverne, og derfor kan der være tale om en ekstra omkostning for bibliotekerne, hvis der alt i alt bliver udlånt flere materialer end førhen.

Nogle biblioteker vælger derfor at opkræve et beløb (fx for hver elev på skolen eller for hvert lån foretaget af en skoleelev på skolen) fra de tilmeldte skoler, for at hjælpe til finansieringen.

Hvis man som skole ønsker at vide, hvordan lånene finansieres i skolens kommune, skal man kontakte sit kommunale bibliotek.


Skal alle skoler i kommunen tilmeldes UNI-login på eReolen GO?

Det er muligt at udvælge, hvilke skoler i kommunen, der tilmeldes UNI-login på eReolen GO.


Kan man nøjes med at tilmelde enkelte klassetrin UNI-login på eReolen GO?

Det er hele skolen, der skal tilmeldes UNI-login på eReolen GO. Hvis skolen er inddelt i flere afdelinger, med hvert deres institutionsnummer, kan man nøjes med at tilmelde enkelte afdelinger.


Må man bruge bøger på eReolen GO til undervisning?

Materialet på eReolen GO er kun beregnet til lystlæsning. Det er ikke rettighedsklareret til undervisningsbrug og derfor må skoler ikke bruge materialet på eReolen GO fx som klassesæt.


Hvad er fordelene ved UNI-login frem for bibliotekslogin

Fordelen ved at anvende UNI-login er, at alle danske skolebørn allerede har et UNI-login, og de skal derfor ikke have oprettet en biblioteksbruger, for at kunne komme i gang med eReolen GO. Alt afhængig af, hvilken kommune der er tale om, kan der være forskellige kvoter for brugere med bibliotekslogin og UNI-login.


Hvor mange bøger kan eleverne låne, når de logger ind med UNI-login?

Det er biblioteket i skolens kommune, der fastsætter kvoten for lån, og biblioteket kan sætte forskellige kvoter for brugere med UNI-login og for brugere med bibliotekslogin. Hvis du har spørgsmål til kvoten i din kommune, skal du kontakte dit kommunale bibliotek.


Kan eleverne se alle deres lån, uanset om de logger ind med UNI-login eller Bibliotekslogin?

Barnets bibliotekslogin og UNI-login kan ikke sammenkobles og derfor deles de lån, der foretages, ikke mellem barnets UNI-login-profil og bibliotekslogin-profil. Hvis et barn både har UNI-login og bibliotekslogin, kan de derfor opbruge deres månedlige kvote på eReolen GO to gange – én gang med hver profil.