Om eReolen Go
eReolen Go er de danske folkebibliotekers landsdækkende tilbud med e-bøger, lydbøger og podcasts til børn i alderen 7-14 år.
eReolen Go findes som app til iOS og Android og som hjemmeside på www.eReolenGo.dk, og du har adgang til alle eReolens tjenester via dit almindelige bibliotekslogin. eReolen Go giver dog også mulighed for login med UNI-Login. Muligheden for at logge ind med UNI-Login på eReolen gør det lettere for børn og unge at anvende de digitale bøger på eReolen, da alle børn allerede har et UNI-Login fra skolen. Vær dog opmærksom på, at ikke alle skoler er tilmeldt eReolen Go med UNI-login. Hvis jeres skole ønsker at tilmelde jer via UNI-login, kan I læse mere her.
Organisering
eReolen er en del af Det Digitale Folkebibliotek. Det daglige arbejde med drift og udvikling af eReolen, eReolen GO og eReolen Global varetages af Team eReolen i ITK, Aarhus Kommune. Team eReolen har ansvar for redaktion og IT og koordinerer arbejdet i eReolen med materialevalg, support mv. efter aftale med foreningen. Medarbejdere fra en række folkebiblioteker i landet bidrager til eReolens drift. Se mere på www.detdigitalefolkebibliotek.dk
Formålet med eReolen Go er at styrke børns læselyst og understøtte en positiv læsekultur. Med eReolen Go får børnene let adgang til digitale bøger og en bred vifte af forslag til gode bøger, de kan dykke ned i. På eReolen Go ser vi det som et af vores vigtigste formål at skabe en platform, hvor børn får lov selv at vælge, hvilke litterære universer, de har lyst til at kaste sig ud i.
Formidlingen i form af kuraterede boghylder, anbefalinger fra barn til barn og webserien Suget ind er tilrettelagt med øje for børnenes foretrukne formater og interesser. Redaktionen består af børnebibliotekarer og litteraturformidlere med erfaring og kompetencer indenfor digital formidling af børnelitteratur.