Børnene bevægede sig ned ad det smalle stræde mod
åen. Solen skinnede, og de var på udflugt.
Klassen havde taget bussen til byen. Susanne
mente, det var for farligt at cykle. I byens midte
var der mange biler og busser. Desuden kunne
man sagtens gå rundt.
Klassen gik i digterens fodspor, som Susanne
kaldte det. Børnene var ikke helt sikre på, hvad
det betød. Men de var glade for at være på tur.
De var af sted en hel dag, væk fra skolen, og de
havde madpakker med.
De besøgte det lille hus, hvor den fattige dreng
boede. Hans far var skomager og lavede sko.
Familien havde kun en stue, som også var
soveværelse. I stuen havde skomageren sit
værksted.
“Men hvor skulle de så sidde og hygge om
aftenen?” spurgte en af pigerne.
“I gamle dage, når folk var fattige,” forklarede
Susanne, “havde de altså ikke så meget plads
til at hygge.”
Børnene gik ud i en lille gård bag huset. Her
havde den fattige dreng siddet under sin mors
forklæde og kigget på stikkelsbærbusken.
“Hvad leger børn, når de kigger på en stikkelsbærbusk?”
spurgte Mons.
Han forstod ikke det med stikkelsbærbusken.
“Man kan drømme,” sagde Susanne. “Og man
kan digte.”
Det forstod han. Når han lå i sin seng om
aftenen forestillede han sig, at der skete mange
ting i mørket. Det var på en måde at digte, for det
var jo noget han fandt på. Han drømte også nogle
gange de mærkeligste drømme om natten. Men at
drømme ved at kigge på en stikkelsbærbusk, det
troede han altså ikke på.
“Drengen havde en livlig fantasi,” tilføjede
Susanne. “Derfor blev han også en stor digter, da
han blev voksen.”
“Men nu skal vi videre,” råbte hun ud over flokken.
“Vi skal se, hvor drengens mor vaskede tøj!”
