Børnene bevægede sig ned ad det smalle stræde mod åen. Solen skinnede, og de var på udflugt. Klassen havde taget bussen til byen. Susanne mente, det var for farligt at cykle. I byens midte var der mange biler og busser. Desuden kunne man sagtens gå rundt. Klassen gik i digterens fodspor, som Susanne kaldte det. Børnene var ikke helt sikre på, hvad det betød. Men de var glade for at være på tur. De var af sted en hel dag, væk fra skolen, og de havde madpakker med. De besøgte det lille hus, hvor den fattige dreng boede. Hans far var skomager og lavede sko. Familien havde kun en stue, som også var soveværelse. I stuen havde skomageren sit værksted. “Men hvor skulle de så sidde og hygge om aftenen?” spurgte en af pigerne. “I gamle dage, når folk var fattige,” forklarede Susanne, “havde de altså ikke så meget plads til at hygge.” Børnene gik ud i en lille gård bag huset. Her havde den fattige dreng siddet under sin mors forklæde og kigget på stikkelsbærbusken. “Hvad leger børn, når de kigger på en stikkelsbærbusk?” spurgte Mons. Han forstod ikke det med stikkelsbærbusken. “Man kan drømme,” sagde Susanne. “Og man kan digte.” Det forstod han. Når han lå i sin seng om aftenen forestillede han sig, at der skete mange ting i mørket. Det var på en måde at digte, for det var jo noget han fandt på. Han drømte også nogle gange de mærkeligste drømme om natten. Men at drømme ved at kigge på en stikkelsbærbusk, det troede han altså ikke på. “Drengen havde en livlig fantasi,” tilføjede Susanne. “Derfor blev han også en stor digter, da han blev voksen.” “Men nu skal vi videre,” råbte hun ud over flokken. “Vi skal se, hvor drengens mor vaskede tøj!”