Frederik kunne være et hvilket som helst barn, der har svært ved at acceptere de sociale spilleregler. Det er fristende at diagnosticere et problem, når man har med en Frederik at gøre. Det er hjemmets fejl, det er pædagogens, institutionens, lidelsens. Skylden skal placeres, så man kan komme videre. Men det hjælper sjældent verdens Frederikker at skematisere dem, at veje og måle dem og handle ud fra det. Gennem en håndfuld forskellige fortællinger af den samme grundhistorie viser Gunnar Surland, hvor mange vinkler der er på en sag, og hvor mange faktorer der spiller ind, når det gælder børns trivsel. I stedet for at stemple og stigmatisere dem ud fra deres problematiserede personligheder bør vi som samfund debattere, hvordan vi kan give dem de bedste vilkår. Vi skal huske ikke at fokusere på problemet, men på barnet.