De to venner punkeren Benny og headbangeren Brian, tilbringer det meste af deres tid på Kajs Grill i Hæmningsløse, hvor de plejer deres bumser, og bruger størsteparten af deres penge på uspiseligt junkfood. Det snaskede hul, der ikke er meget forskelligt fra et offentligt lokum, ejes af den enormt fede kineser Cai Suong Chang, der blandt venner går under navnet Kaj.
Det er nu blevet juleaften, og hele Hæmningsløse gør sig klar til den største og gladeste aften i året. Alle glæder sig - alle undtagen Benny og Brian, der begge væmmes ved julen og ikke gider at være med. Men det skal de! Den Sorte Julemand flyver nemlig omkring i natten og holder øje med, at alle fejrer jul, og han har en passende straf til alle juleforræddere...
Midt i en heftig diskussion med Kaj om Kinas juletraditioner, lander der pludselig en kæmpe metal-kane udenfor Kajs Grill. Kanen er trukket af ti stål-rensdyr med glødende røde øjne, og ud hopper en kæmpe mand med sort skæg og en sort nissehue. Han er Den Sorte Julemand og er kommet for at straffe de to risengrødsfornægtere. De flyver til det kolde Sibirien langt mod nord, hvor Benny og Brian får til opgave at aflevere en julegave til Gløgg, verdens mest ondskabsfulde skovtrold - og tilmed ønske ham en god jul. . . Men trolden er i færd med at forberede julemiddag til sin mor, og er ikke i humør til ubudne gæster!