”Kom,” siger skyggen, og hendes stemme er is og ulm. Han synker. ”Jeg …” ”Kom,” siger hun igen, blidere. Han kan ikke få øjnene fra hendes, de er lysegrå som tynde flager af flint, der gennemskinnes af solen, og de borer sig ind i hans, ind i ham. Varme skyller ind over ham, og han får lyst til at gøre, som hun siger. Han tager hendes hånd og følger efter hende, væk fra lejren, dybere ind i Skoven.