Jeg bæver af rædsel, og det er der god grund til.
Jeg sidder på ryggen af en drage, der er på vej dybt ind i Uvirkeligheden.
Vi skal finde Arthur. Min bedste ven er fanget i denne sære verden, han måske selv har skabt og kender ud og ind. Alligevel fik den ham ned med nakken.
Har vi så en chance?
Jeg fatter stadig ikke, hvorfor Arthur bare forsvandt.
Min bedste og særeste ven, der altid bare var der.
Lige indtil han ikke var det længere.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er min skyld.
Men er han virkelig død?
”Jeg er Ilrion, søn af alfefyrsten Ilmater,” siger det bevingede væsen.
”Velkommen til Lysvæld, små menneskebørn.”
”Wow, hvem har puttet LSD i min frokost?” mumler jeg.
Det her må være en vågen drøm.
Eller er vi virkelig i en helt anden verden?
