Der er ankommet noget nyt til Garden End Statshospital. Det skræmmer selv det garvede personale fra vid og sans. Det skulle være Simon Featherwell, anholdt for mangedobbelt mord, som var indespærret i gummicellen på den lukkede, men kan en enkelt mand virkelig skabe så meget frygt ved det blotte øjesyn?
De opklaringsmæssige aspekter ser ikke godt ud, hvad mordene angår. Det eneste menneske, Simon vil udtale sig til, er sin barndoms præst, McGregory. Da præsten ankommer, bliver han lukket alene ind i cellen, efter Simons udtrykkelige ønske.
Her begynder beretningen om, hvordan en hyggelig fisketur udviklede sig til en kamp for livet. Historien Simon fortæller, er dog ikke helt let at have med at gøre. Han nægter nemlig at komme ud fra skjulestedet under briksen, på trods af at lyset er slukket. Desuden er det svært for præsten at sidde i en celle, der er vanvittig varm og ildelugtende af havet fra dets værste side. Hvad der fremkalder denne stank, er McGregory uvist, men det er tydeligt, at Simon ikke har det godt efter den frygtelige fisketur. Ikke alle fangster er nemlig positive, har han bittert erfaret.
Det udvikler sig hurtigt til et kapløb mod tiden for Simon at komme af med sin beretning, for han får det konstant værre.
Tingen i cellen er en stærk gyser. Den er samtidig meget spændingsmættet, så den der læser den, vil få meget svært ved at lægge den fra sig, før bogen er slut. Fornemmelsen af en klaustrofobisk atmosfære i cellen kan er så tyk, at det kun er bogens egentlige historie, der forhindrer, at læseren ikke får det dårligt af den dårlige luft. Det er en fordel at være i stand til at se film som f. eks. Aliens, for der er med den samme nerve og tempo, bogen er skrevet.