Hej, jeg hedder Alberte, og jeg vil gerne anbefale serien Selfie Simon. Jeg synes, bøgerne er rigtig gode - bl.a. fordi de handler om YouTube.
Ny i klassen
Selfie Simon hedder i virkeligheden bare Simon og skal starte på en ny skole. På den gamle skole havde han en Youtubekanal sammen med sin bedste ven Rasmus, hvor de spillede Minecraft.
På den nye skole sker der en helt masse, bl.a. møder han Rosa, der meget af tiden er alene, Sebastian, der synes Simons Youtube-videoer er barnlige. Og Jacob, der skal vise ham rundt på skolen.
Simon har altid ønsket at blive en stor Youtuber, han spørger derfor Rasmus, om ikke han vil slette Minecraftvideoerne, fordi han ikke vil blive drillet i sin nye klasse. Men det synes Rasmus IKKE er en god ide.
Simon får pludselig en masse challenges i kommentarfeltet på Youtube af Sep05, som at overnatte på skolen uden at blive opdaget eller at gå ud foran et tog og hoppe væk igen …
Om de tre bøger i serien
Bøgerne handler om, hvordan man skal opføre sig overfor hinanden både i virkeligheden og på de sociale medier.
I toeren lærer Simon og Rosa, at hvis man pranker andre, skal man være klar til selv at blive pranket - også selvom, det ikke er sjovt.
Treeren handler om, at man skal være opmærksom på, hvem man skriver med på internettet, for på nettet kan man nemt blive narret. Simon skal møde Johan, som han spiller Fortnite med og kender rigtig godt, men er Johan den, som han siger, han er?