Information til skoler
Om eReolen Go
Formålet med eReolen Go er at styrke børns læselyst og understøtte en positiv læsekultur. Med eReolen Go får børnene let adgang til digitale læse- og lytteoplevelser i form af e-bøger og lydbøger.
Indholdet på eReolen Go omfatter e-bøger og lydbøger for børn i alderen 0-14 år og tæller aktuelt ca. 17.500 e-bøger og 9.200 lydbøger.
Formidlingen på eReolen Go er primært målrettet børn i alderen 7-12 år – altså børn, der er gamle nok til at finde og vælge deres bøger selv. Formidlingen er tilrettelagt med øje for børnenes foretrukne formater og interesser, og den varetages af en redaktion bestående af børnebibliotekarer og litteraturformidlere med erfaring og kompetencer indenfor digital formidling af børnelitteratur. Derudover har eReolen Go et tilknyttet børneanmelderkorps, som leverer boganbefalinger og dermed sikrer, at formidlingen er i øjenhøjde med brugerne.
Frilæsningstilbud fra bibliotekerne
Med eReolen Go kan skolerne supplere materialesamlingen fra PLC med digitale materialer samt aktuel og professionel formidling af litteratur til skolebørn.
Tjenesten er beregnet til fri- og fritidslæsning, og eReolen Go er derfor ikke rettighedsklareret til undervisningsbrug. Derfor må eReolen Go ikke benyttes som ressource for klassesæt eller på anden måde indgå som undervisningsmateriale. Det er den enkelte skoles ansvar at sikre korrekt brug. Det lokale bibliotek er pålagt at føre opsyn med dette.
UNI-Login på eReolen Go
Alle har adgang til eReolen Go med bibliotekslogin. Bibliotekerne har derudover mulighed for, evt. i samarbejde med skolerne eller disses forvaltning, at indgå aftale om at give kommunens skolebørn eller udvalgte skoler adgang til eReolen Go via UNI-Login.
Hvis der er interesse for at tilmelde en skole til UNI-Login-løsningen på eReolen Go, skal dette ske gennem det lokale bibliotek. Læs mere under ”Deltagelse med UNI-Login”.
Klik her for at se, om din skole allerede er tilmeldt.
Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at skrive til eReolen Go's redaktion på [email protected]