Sådan bliver I Orla-ambassadører

Vi søger klasser, der kunne tænke sig at blive ambassadører for dette års Orla-pris. Som ambassadører for Orlaprisen får I blandt andet indflydelse på, hvilke bøger der skal nomineres, og I bliver inviteret til det store Orlashow. 

Orlaprisen er børnenes egen bogpris. Den prestigefyldte pris blev uddelt første gang i 2005 – først i regi af DR og nu af bibliotekerne bag Albus børnelitteraturfestival i samarbejde med eReolen Go! Da det er børnenes bogpris, skal børn selvfølgelig have så stor indflydelse på processen som muligt. Derfor søger Orlaprisen lige nu ambassadørklasser, der vil være med til at læse, anmelde, udvælge og stemme Orlaprisen 2022 i hus.

Er du klasselærer for en 3.-6. klasse, der elsker at læse, så er det måske jer, der skal være ambassadører for Orlaprisen i år?

Som ambassadører for Orlaprisen får I blandt andet indflydelse på, hvilke bøger der skal nomineres, og I bliver inviteret til det store Orlashow på Dokk1 i Aarhus d. 17. november.

Hvilke fordele er der ved at være ambassadører?

  • I modtager en pakke med snacks og forslag til formidlingsaktiviteter, som klassen kan lave

  • I deltager i konkurrencen om et forfatterbesøg og kan også vinde bogpræmier

  • I bliver inviteret til det store Orlashow d. 17. november på Dokk1 i Aarhus
  • 2 elever fra klassen bliver en del af den jury, der udvælger de endeligt nominerede d. 16. september på Dokk1 i Aarhus.
     

Hvilke opgaver har ambassadørerne?

  • I læser (samlet) mindst 25 af de bøger, der kan være i spil til en Orlapris. Bøgerne bliver løbende præsenteret på eReolen GO!

  • Hver elev anmelder mindst én af bøgerne til eReolen GO!
  • I udvælger de 25 bøger, I mener skal nomineres til en Orlapris.

 

Tidsplan for ambassadørklasserne

  • August: modtager formidlingspakke (ved skoleårets begyndelse)
  • August/september: læsekonkurrence på eReolen GO!
  • August/september: Udvælge 25 bøger, I synes skal nomineres til en Orlapris.
  • 16. september: Jurymøde på Dokk1 i Aarhus.
  • September/oktober: læse (samlet) de nominerede bøger og få hele skolen til at stemme!
  • Afstemning 7. oktober – 7. november
  • 17. november: Prisoverrækkelse på Dokk1, Aarhus

 

Da vi gerne vil have Orla-ambassadører fra flere dele af Danmark, udvælger vi 5 klasser blandt de tilmeldte. Skriv en kort, motiveret ansøgning og send den til [email protected]. Sidste frist for ansøgning er mandag d. 13. juni. Vi glæder os til at høre fra jer!