Amalie anbefaler Drengen i den stribede pyjamas

Drengen i den stribede pyjamas foregår i Polen under 2. verdenskrig. Bogen handler om to drenge ved navn Bruno og Shmuel. Bruno flytter fra Berlin til et underligt hus i Polen på grund af sin fars arbejde. Han opdager hurtigt, at der bor en masse mennesker bag et hegn ikke så langt fra hans nye hjem, som alle går klædt i stribede pyjamasser. En af dem er Shmuel, der er på omkring samme alder som Bruno. 

Bruno og Shmuel mødes tit ved hegnet og bliver hurtigt meget tætte venner. Men en dag sker der noget, som ændrer alting.

Hvorfor skal du læse bogen?

Du skal læse Drengen i den stribede pyjamas, fordi det er en god fortælling om venskab, som også kan blive meget mørk og følelsesmæssig til tider. 
Jeg synes, bogen var ekstra spændende, fordi den foregår under 2. verdenskrig. Det giver et indblik i virkeligheden dengang. Men alligevel har bogen også Bruno og Shmuel, som giver en god forståelse for, hvordan det var at leve under krigen.

/Amalie