Verdens nok mest kendte spil er skak. Det spilles på alle niveauer, og for nogle er det mere end tage et spil. At der ligefrem er en, der vil dræbe for skakken er yderst sjældent, men det kunne ske, hvis det stod til forfatteren af Stormesteren.
Med et nøje planlagt mord fældes verdens bedste skakspiller, Tom Mallmann, af den evige toer og rival Richard Kent. Det er lige op til et verdensmesterskab, og første- og andenpladsen er fordelt på forhånd. Der er simpelt hen intet menneske, der kan slå Mallmann... på skakbrættet. Richard Kent kan nu pludselig se frem til titlen som verdensmester for første gang efter det perfekt udførte snigmord. Eller det vil sige næsten perfekt udførte, for han tabte sin talisman, Jadespringeren, den nat Tom døde. Det driver ham ud i en jagt på springeren, for hvis den bliver fundet i nærheden af drabsstedet, vil han øjeblikkelig blive afsløret.
I sin søgen støder han på en kvinde, der naturligvis kender hans ansigt fra pressen. Hun inviterer ham på et spil skak ude i skoven, hvor de spiller de efterfølgende dage. Hun er dog ikke sådan at vippe af pinden på trods af, at hun aldrig har deltaget i en konkurrence, Richard har været med til. Faktisk spiller hun på et niveau, han kun har set én gang før.
Det er en intens bog, der her bliver præsenteret. Med startsætningen " kikkertsigtets infrarøde lys lignede han ingen verdensmester," lægges der med det samme en ordenlig spand kul i fyret til den videre fortælling. Med tvekampen mellem to personers skakspil i centrum opbygges en isnende frygt. Tvivlen om hvorvidt Richard slipper godt fra sin misgerning øges, og først til slut afsløres det, om han er ude hvor han ikke kan bunde.
